Historien om Shetterne 2

Skrevet af Villads Rune Reher.
Med hjælp af Dorte Carlslund Nielsen.

Shetterne2-pic1-full

Danerne og Shetterne har festet hele natten, og solen begynder nu at stå op i horisonten. Efter Shetterne har drukket af velkomstdrikken med knust ulvetand i, er de blevet gode, og Danerne og Shetterne skal nu til at opbygge det land, som er blevet hærget i så mange år. Efterhånden som solen stiger op på himlen, bliver luften varmere. Folk ved, at midt på dagen, vil der blive en kvælende varme. Alt må gøres inden middagsvarmen sætter ind. Der skal hentes meget vand til at klare den enorme hede. Alle vil komme til at svede. Mange folk har langt hjem efter festen, og turen hjem går gennem landskaber, hvor frugttræer og marker står afsvedne.
Huse og gårde er blevet brændt af. Shetterne har gjort stor skade. Nu står et stort genopbygningsarbejde for døren.

Det er lang tid siden, Toby og Sam har set hinanden, men de mødes på vejen tilbage til Tobys landsby. Sams landsby ligger ikke langt derfra, og de vil tage en tur ned til den, fordi Sam ikke kan huske, hvordan den ser ud.

Sam bor i nærheden af en skov med meget store træer, hvor lyset spiller ned gennem trækronerne.
Tæt ved huset ligger en stor sø, og en havn med en lille bro fører folk tæt forbi huset. Der er også et vandløb, hvor koldt vand fra bjergene løber ud i søen. Vandet løber så stærkt, at det kan trække en mølle. Inden Sam blev taget af Shetterne, lavede han svær og knive i huset. Møllen trak en blæsebælg, som gav luft til ildstedet.

Shetterne har i mange år benyttet Sam til at arbejde for sig, fordi han er dygtig til mange ting. Han har forstand på at lave svær og knive, på dyrkning af jorden og at hjælpe dyrene i naturen. Han har altid godt kunnet lide dyr. Det er ligesom, han kan snakke med dem. Han har tæmmet flere vilde heste.

Toby og Sam går gennem skoven. Den er mørk og vild, og der er mange mennesker, der ikke tør gå gennem den. Det er Sam, der er den modigste i den by, han kommer fra. Sam tør så meget, og han er en god trøst.
Skoven er fyldt med de mærkeligste træer med krogede grene, så de ligner trolde i månelyset. Stien bliver smallere og smallere og ujævn at gå på. Toby støder sine tæer på en sten og er ved at falde. En gren river fat i hans ærme og laver en flænge. Snart er de nede ved en lille sø. Sam er igen den praktiske. Han finder to grene, som han spænder noget stof ud imellem. Det kan bruges som net. Så ser han nogle ørreder svømme tæt forbi. Hurtigt som et lyn har han nettet nede i vandet og får fanget en af dem.
Oppe på strandbredden er Toby i gang med at tænde et bål, som de kan riste ørreden over. De deler den med stor appetit og nyder de vilde bær, som Toby har fundet, mens Sam var ude i det iskolde vand. Mætte i maverne slukker de bålet med sand og fortsætter deres vandring mod Sams landsby.

Inden de når Sams landsby, kommer de til en mægtig kløft, som aldrig har været der før, men er opstået, da området blev udsat for et stort jordskælv.
For at komme over på den anden side, må de lave et reb af højt græs, som de fletter sammen. Det tager lang tid at lave, for kløften er dyb, og rebet skal være holdbart. Det lykkes dem at fire sig ned en efter en. Da Toby er lige ved at være nede, knækker rebet for oven og falder med hele sin længde ned over ham.
”Det gør ikke noget,” tænker Sam, ”for så kan vi jo bruge rebet til at komme op ovre på den anden side.”
Der fosser en masse vand nede i bunden af kløften. De samler sten, som de kan træde på et stykke ud i vandet. Rebet holder de imellem sig for ikke at falde ned i de styrtende vandmasser længere ude. De binder rebet om deres kroppe, så de kan holde sammen i den stride strøm, og de svømmer af alle kræfter. Vandet er koldt. Det kommer jo oppe fra bjergene. De bliver stive i kroppen. Toby får vand i munden. En bølge river ham længere væk fra Sam. Han tænker: ”Hvor er det godt, vi har rebet imellem os.”

Efter store anstrengelser kommer de over på den anden side. Strabadserne er ikke færdige endnu. De er jo ikke kommet op af kløften. Med rebet stadig bundet om deres kroppe, begynder de at klatre op ad den stejle kløfts side. De sætter fødderne ind i sprækker på siden og griber hårdt fat med hænderne. Stenene er skarpe, og de river hænderne til blods. Sam mister grebet med den ene hånd, men fordi han har arbejdet så hårdt hele sit liv, får han med sin styrke fat igen. Toby får ikke sat den ene fod ordentligt ind i en sprække og mister fodfæstet. Det giver et ryk i rebet. Til alt held holder Sam ordentlig fast lige i det øjeblik, og Toby får igen sat sin fod fast i en sprække. Chokket får sveden til at hagle af dem begge to. Med møje og besvær når de endelig toppen af kløften. De sætter sig ned og begynder at behandle alle de rifter og sår, de har fået på deres vej op ad den stejle skrænt.
”Det var tæt på, at vi begge var styrtet i afgrunden,” siger Sam. ”Det var svært at holde fast i rebet, fordi mine hænder blev helt svedige.”
”Jeg er så glad for at være sammen med dig Sam. Du er så modig og stærk,” siger Toby.
Toby og Sam kommer sig hurtigt og genoptager deres vandring mod Sams landsby.

På en høj lidt længere fremme står et stort egetræ. Det kender Sam. Under det træ legede han som lille. Sam kommer til at tænke på sin mor. Hun sang for ham og fortalte ham historier. Den dag han blev taget af Shetterne, havde hun skreget op. Sam syntes den gang, at det var pinligt, (her griner Villads) men nu forstod han, at det var fordi, han betød så meget for hende. Sam husker også sin far, som kom løbende i fuld fart hjem ude fra rydningen. Brændet havde han smidt, da han på afstand så Shetterne vise deres grusomhed hjemme ved hytten. Sams far nåede ikke hjem, før Sam var væk.

Oppe fra højen med egetræet ser Sam og Toby ned mod noget, der engang var en landsby. Alt ser nedbrændt ud. Det er kun ildstederne, der står tilbage som tomme kulisser. Det ser spøgelsesagtigt ud. Mon nogen i det hele taget har kunnet overleve dette? Sam og Toby går ned mod det, der engang var Sams families hytte. Der er ikke meget tilbage af hytten. Sams øjne bliver røde, og han bliver helt stille. Han går stille rundt i ruinerne og roder med en pind.
”Leder du efter noger?” siger Toby.
”Der er ingen ting tilbage,” siger Sam med en underlig stemme.
Toby begynder også at rode i ruinen med en pind. Det er svært at finde noget, for alt er svedet sort. Toby finder en lille ubeskrivelig klump og begynder at gnide på den med sit trøjeærme. Da soden er kommet lidt af, kan Sam se, at det er resterne fra et saltkar, som hans mor havde ved ildstedet. De bliver nu begge to ivrige efter, om de kan finde flere ting. Efterhånden bliver de begge mere og mere sorte, og støvet står i skyer omkring dem. Der må have været andre, der har rodet i ruinerne, for de finder ikke så meget.
Slukørede er de på vej ud af ruinen, da Sam pludselig ser aftegningen af et smykke, hans far bar i sit bælte. Han samler smykket op og gnider det blankt i koften. Smykket sætter mange minder i gang om hans far, og Sams øjne bliver igen røde.

Sam og Toby vandrer sørgmodige rundt i den afbrændte landsby.
”Der er nok ikke nogen, der har overlevet Shetternes angreb,” siger Sam.
”Nej, tænk at nogle kan være så grusomme,” svarer Toby.

Da de har gået længe rundt i ruinerne, går de ned til søen for at tage et bad og få rædslerne lidt på afstand. De lægger sig i vandkanten for at lade solen tørre dem. De falder begge i søvn og vågner, da mørket er faldet på, og de hører lyden af et knitrende bål. De ser ikke nogen lige med det samme, men undrer sig over bålet.

Shetterne2-pic2-full
”Sam, har du tændt bålet?” hvisker Toby.

”Nej, der må være en anden her.”
Lidt fra bålet går en person rundt. Han er stor og bredskuldret. Det er svært at se, hvem han er i mørket. Hans skikkelse vækker minder hos Sam. Kan det være hans far? Toby og Sam ligger helt stille, de er bange for at afsløre, at de er vågne. Hvis det ikke er Sams far, hvad vil manden så? Og kan de undslippe, hvis det er en, der vil dem ondt? Toby tænker på, hvordan de kan slippe uskadte væk. Manden nærmer sig bålet, og idet hans hoved bliver lyst op af det, ser Sam, at det er hans far. Sam skal til at sige, ”far”, men det bliver kun til en hvisken. Toby, der ikke kender Sams far, rækker hånden ud efter en kraftig pind, som han kan slå den fremmede med. Men inden han når at røre sig, forstår han på Sam, at den fremmede er en, Sam kender. Sam sætter sig op.
”Far! Er det virkelig dig? Hvor er jeg glad for at se dig igen!”

De sidder længe ved bålet uden at sige noget. Til sidst begynder Sams far at fortælle lidt om, hvad der er sket, efter Shetterne forlod landsbyen. Han fortæller, at han i mange dage havde vandret hvileløst rundt for at finde Sam og hans mor.

Sams far har bygget sig en hytte lidt skjult fra landsbyen. Da det bliver lyst, tager han Sam og Toby med for at vise dem den. Hytten er ikke særlig stor, men da Sam træder ind, ser han en kvinde.
”Mor, er det virkelig dig? Hvor har jeg savnet dig”. Sam løber hen til hende og omfavner hende. De omfavner hinanden alle tre, lige til Sams mor siger, ”Hvem er det, du har med, Sam?” I mørket ovre ved indgangen til hytten, står Toby. Han er lidt forlegen.
”Kom, kom her over!” siger Sams mor, ”I må være sultne. Sæt jer ned ved ildstedet, så laver jeg lidt varmt, I kan drikke. I skal da også have lidt brød.” De spiser og drikker, og imens fortæller de hinanden, hvad der er sket siden de sidst var sammen. Ind imellem græder de alle sammen, for det er så forfærdeligt, det Shetterne har gjort. Så mange mennesker har lidt. Mange er omkommet. Børn har mistet deres forældre. Gamle er døde af sult. De dyr, der har overlevet, vandrer vilde rundt. Så småt er jorden ved at blive lidt grønnere, buske skyder frem. Små agern, der ligger på jorden sætter spirer og bliver til bitte små egetræer. Rygtet om, hvordan Shetterne blev gode, er vandret rundt i hele landet. For at undgå, at sådan noget skal gentage sig, har man valgt et råd af mennesker fra hvert område, som skal sørge for, at alle i landet har det godt. Hvis alle har det godt, er der ikke nogen grund til at nogen skal blive onde.

Sam er så glad for at være vendt hjem til sin far og mor. Hans far og mor kan se, at Sam og Toby er rigtig gode venner. De spørger Toby, om han vil bo hos dem. Der er ikke noget Toby hellere vil – et stykke tid i hvert fald. Toby skal jo også finde dem, der er tilbage af hans familie. Toby hjælper til i familien, og snart har de opdyrket jorden, så der vil være afgrøder nok til vinteren. De oplevelser Sam og Toby har været igennem, har gjort dem til unge mænd.

OOO